Alle indlæg af Johs. Christensen

Lynge rykker ud af elitedivisionen

Det lykkedes desværre ikke for Lynges førstehold at bevare pladsen i elitedivisionen. I weekenden 16. – 17. august foregik de afsluttende kampe i Karlslunde i Hedebos nye hal. Lynge blev på intet tidspunkt “kørt over”,  men var ikke skarpe nok i de meget lige kampe. Så det endte med 5 snævre nederlag, og holdet sluttede dermed på divisionens sidsteplads med 5 point. 
Næste år står den så på 1. divisions petanque for Lynge.

Elitedivisionsholdet har ryggen mod muren

Lørdag den 19. august var elitedivisionsholdet hos Nordfalster for at spille 3. runde i landsturneringen. Holdet har i år en tendens til at gøre det svært for sig selv ved at tabe afgørende kampe, som det ellers har set ud som om ville ende med sejr til Lynge. Af den grund tabte holdet 3-5 til det absolutte bundhold Nordfalster. I næste kamp var Lynge til gengæld helt oppe at ringe, da det meget overraskende blev til 4-4 mod de sidste mange års danske mestre Hedebo. Det var endda meget tæt på en sejr.
I sidste kamp skete der så igen, det der helst ikke må ske, men som sker i petanque. Holdet taber 2 kampe efter hele vejen igennem at have ligget til sejr. Hele holdkampen blev dermed tabt 3-5 til Bøgeskov. 
Der må trænes på at være mere kyniske og få lukket kampene, når mulighederne er der. For hvis holdet kan forbedre sig på det punkt,  er det absolut stadig realistisk at blive hængende i elitedivisionen.
Lynge har 5 point som  nr. 7 med blot 2 point op til nr.  6, Starmaster.

Lynge får det svært i sidste runde i Hedebo, men kan reelt selv afgøre sin skæbne, da holdet har overstået de 2 tophold og næsten udelukkende skal møde de andre hold, der gerne vil undgå nedrykning. Så spændende weekend venter 16. – 17. september.

Hård 2. runde for holdet i elitedivisionen

Det var forventet, at det nok ville blive årets sværeste runde for Lynges hold i elitedivisionen. Og en hård dag blev det i hvert fald, da holdet lørdag den 10. juni spillede 2. runde på Holbæks baner. Lynge lagde ud mod de sidste 9 års danske Mestre og Europas 3. bedste klubhold fra Hedebo. Som forventet blev det en afklapsning – og endda på hele 0-8.
Selvom Lynge i næste kamp mod Holbæk kom skidt fra start og bagud 0-3 efter triplerunden, så gik det alligevel væsentligt bedre. Et nederlag på 3-5 kunne dog ikke forhindres. 
Mod Københavns Petanque Klub i sidste kamp førte Lynge 2-1 efter triplerunden, men da singlen og 2 doublekampe blev tabt rimeligt hurtigt, havde Lynge ryggen mod muren. De 2 sidste doublekampe skulle nu vindes, hvis ikke Lynge skulle komme fra Holbæk helt uden point. Det var 2 meget langvarige og afsindigt spændende kampe med skiftende føringer. Reelt kunne KPK have vundet, men med en blanding af lidt held og godt spil lykkedes det Lynge, at vinde begge kampe 13-12 og dermed sikre sig uafgjort.
Lynge har nu efter 6 ud af sæsonens 14 holdkampe 4 point på rækkens næstsidsteplads. Hedebo er i en klasse for sig, men de øvrige hold er så jævnbyrdige, at meget vil kunne ske endnu.

God start for Lynge i elitedivisionen

Lynges hold i elitedivisionen var lørdag den 29. april i Hvidovre, hvor årets første 3 kampe i landsturneringen blev afviklet. Spillet påbegyndtes i regn og blæst, men efter frokost artede vejret sig heldigvis lidt bedre. Lynge kunne med lidt koldblodighed have sikret sig uafgjort i første kamp mod Hvidovre, men måtte se sig slået 5-3. Derefter fulgte en pause på et par timer, mens der blev ventet på andre holds kampe. Den lange pause slog dog ikke Lynge ud. Starmasters blev i anden kamp besejret meget sikkert med 6-2. I sidste kamp kunne Lynge igen med lidt held have fået mere ud af det, end det ene point det blev til mod Bøgeskov. Vi var dog tilfredse både med 4-4 i sidste kamp og også med dagens pointhøst. De 3 point var en udmærket start på sæsonen, hvor holdet næste gang – den 10. juni – skal til Holbæk.

Lynge på petanquebar den 28. august 2015

24 havde tilmeldt sig denne begivenhed. På dagen var det dog kun 22, der troppede op i Generator-bygningen tæt på Kgs. Nytorv. Halvanden times petanquehygge  – under lidt snævre rammer – skulle følges op af en dejlig grillbuffet. Denne viste sig dog at være lidt spartansk i forhold til det forventede, så mon ikke de fleste ved evt. fremtidige besøg henlægger spisningen til en restaurant i byen. Men en anderledes og alligevel hyggelig petanqueaften var det.

Nations Veteran Cup

Nedenstående fremgår af DPF’s hjemmeside – fra Lynge deltager Jette og Johs. på Danmark A.
 

Nations Veterans Cup

Dansk Petanque Forbund arrangerer Nations Veteran Cup i petanque den 5. & 6. september i samarbejde med Hvidovre Petanque Klub.

Der er tilmeldt i alt 16 hold fra 8 nationer Estland – Norge – Finland – Holland – Wales – Skotland – Østrig samt Danmark.

Turneringen finder sted begge dage fra kl. 9:30 på Hvidovre Petanque Klubs baner – Byvej 98, 2650 Hvidovre.
Vi håber at se mange tilskuere til denne turnering.

Yderligere informationer samt tidsplan kan læses her

Afsluttende DGI-stævne på Lynges baner

DGI har i år valgt,  at det afsluttende finalestævne efter sommerens holdturneringer finder sted på Lynges baner i weekenden 5. – 6. september.
Om lørdagen spilles der kvartet.   De 4 hold er Lynge, Huseby, Gribskov og Hornbæk.
Søndag gælder det så sekstet. Her er deltagerne Gribskov 1,  Lynge 1, Hornbæk 1 og Tributor.

Sejr til Lyngepar i Grundlovspetanque

Den 5. juni var Frederikssund vært ved Grundlovspetanque.  Der var 20 doubler fra 9 klubber til start, og Lynge deltog med 2 doubler.
Oluf Jensen, “Luffe”, og Lillan Buch sluttede på en 4. plads med 4 sejre i de 5 kampe, mens Winnie og Erling Højgaard strøg helt til tops, da de som de eneste fik 5 sejre.
Resultatliste.

 

Regionalholdet tæt på slutspillet

Lørdag den 13.  juni var Lynges regionalhold i Søborg for at spille 2 kampe. Det blev i første kamp til et knebent nederlag på 2-4 til Jonstrup, der fører rækken, og i sidste kamp blev det til uafgjort 3-3 mod Gribskov.
Lynge er på 2. pladsen nu snublende tæt på at kvalificere sig til slutspillet om oprykning. Der skal formentlig kun et enkelt point mere til i de sidste 2 kampe til august.

Lynge i toppen af 1. division i petanque

Lørdag den 13. juni havde Lynge Petanques 1. divisionshold hjemmebane i landsturneringen.
Denne solbeskinnede og varme lørdag spillede Lynge mod Hedebo 2, Nordfalster og Tappernøje. Hedebo blev besejret 5-3, Nordfalster vandt 5-3 mens kampen mod Tappernøje endte uafgjort 4-4. Resultaterne betyder, at Lynge efter 6 kampe ud af sæsonens 14 ligger på en delt førsteplads i en meget tæt division.